Indbyggerne i Østervrå og landsbyerne Præstbro, Lyngså og Voerså – lokalt kaldet Den Bette Trekant – får d. 21. marts flere rejsemuligheder på busrute 77 og 275. Frederikshavn Kommune og Nordjyllands Trafikselskab (NT) udvider nemlig den kollektive trafik i området med Flexbus, hvor faste ruter suppleres med afgange på bestilling.
Det var lokale kræfter i Den Bette Trekant, der kontaktede kommunen for at finde en måde at tilbyde borgerne ekstra rejsemuligheder, særligt aften og weekend. Det førte til et tæt samarbejde med Frederikshavn Kommune og NT, og resultatet er nu flere afgange, som kun køres, hvis de er blevet bestilt i forvejen.
Rute 275, som betjener Præstbro, Voerså og Lyngså, får: tre ekstra afgange på hverdage, og fire ekstra både lørdag og søndag.
Rute 77, som betjener Østervrå, får: tre ekstra afgange på hverdage, og seks ekstra både lørdag og søndag.
“Det her projekt er ikke født på rådhuset. Det er blevet til, fordi engagerede borgere har arbejdet konstruktivt og peget på et konkret problem. Vores rolle har været at lytte og omsætte deres behov til en reel løsning, og det er jeg stolt over, at vi nu er lykkes med,” siger udvalgsformand for Teknik, Klima og Infrastruktur i Frederikshavn Kommune, Christina Lykke.
Borgerforeningerne i Den Bette Trekant er godt tilfredse med de nye fleksible busafgange:
“Vi ville ikke bare klage over manglende busser, vi ville være med til at løse problemet. Det gør mig glad, at kommunen og NT har lyttet og taget vores idéer alvorligt. Nu får vi et tilbud, der passer bedre til den måde, vi lever på i vores landsbyer,” siger repræsentanten for borgerforeningerne i Den Bette Trekant, Jens Andersen.
Også i Østervrå ser de frem til de ekstra Flexbus-afgange.
“Busbetjeningen i vores område er primært rettet mod skolekørsel morgen og eftermiddag. Det betyder, at unge uden bil har svært ved at komme rundt til fritidsaktiviteter, og ældre, der ikke længere kører bil, savner frihed og adgang til fællesskaber og indkøb. Her kommer de ekstra Flexbus-afgange til at gøre en stor forskel,” spår borgerrepræsentant for Østervrå Borgerforening, Ole Nielsen.
Projektet er støttet af Trafikstyrelsen
Flexbus i Frederikshavns Kommune gennemføres foreløbigt på projektbasis frem til marts 2028. 75% er finansieret via tilskud fra Trafikstyrelsens pulje til behovsstyret transport, mens 25% medfinansieres af NT og Frederikshavn Kommune.
Hos NT er bestyrelsesformand, Søren Kusk, stolt af den fleksible løsning, der kommer til at sikre Frederikshavns Kommune mere mobilitet for pengene:
“Ved at kombinere busbetjening og flextrafik giver vi borgerne et mere fleksibelt tilbud: Bus, når mange rejser – mindre køretøjer, når færre gør. Det sikrer landdistrikterne et godt tilbud, der er økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt,” siger Søren Kusk.
Program for åbningsevent lørdag d. 21. marts
I forbindelse med lanceringen af Flexbus inviterer Frederikshavn Kommune og NT til åbningsevent:
- 11.00: Velkomsttale på Østervrå Torv v. Næstformand for udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur Mogens Brag
- 11.05: Tale v. Kommerciel Direktør for NT, Nicolai Bernt Sørensen
- 11.10: Flexbussen indvies med snoreklipning
- 11.20: Kaffe og kage til de første 100 fremmødte
-----------------------------------------------------------------------------------------------
- 13.00: Velkomsttale i Lyngså (Værestedet, Østkystvejen 168) v. borgerrepræsentant for Den Bette Trekant Jens Andersen
- 13.05: Tale v. Viceborgmester John Lamp Henriksen
- 13.10: Tale v. Kommerciel Direktør for NT, Nicolai Bernt Sørensen
- 13.15: Flexbussen indvies med snoreklipning (samt hemmeligt indslag fra borgerforeningen)
- 13.20: Kaffe og kage til de første 75 fremmødte samt musikalsk underholdning og tegnekonkurrence
Sådan fungerer Flexbus
- Du skal bestille turen senest 1 time, før du skal afsted.
- Du bestiller turen til/fra de stoppesteder, der fremgår af ruteplanen.
- Prisen er den samme som almindelig buspris, og du får oplyst prisen, når du bestiller turen.
- Du kan søge og bestille din rejse i Rejseplanen eller på telefon 99 34 11 14.
- Flexbus er ikke nødvendigvis en bus, men en mindre vogn, der matcher de konkrete bestillinger. Kørslen udføres af NT’s flextrafik med flextrafikkens vogne.