Nordjyllands Trafikselskab (NT) har indgået sit første hotelsamarbejde, der skal gøre det lettere at lade bilen stå derhjemme, når programmet står på møder, konferencer og seminarer på Hotel Viking i Sæby.
Med den nye aftale kan virksomheder og organisationer, der afholder arrangementer på Hotel Viking, tilkøbe fri transport til deltagerne. Baggrunden for samarbejdet er en stigende interesse for at reducere klimaaftrykket fra møder og konferencer.
Kollektiv transport helt til døren
Med et busstoppested lige ved hovedindgangen er det nemt for gæsterne at komme frem til Hotel Viking uden bil.
”Vi kan have nok så gode ambitioner om at mindske klimaaftrykket, men alternativet skal også fungere i praksis for gæsten. Her er vi heldige, fordi bussen stopper lige foran vores hovedindgang. Det gør kollektiv transport til et reelt og nemt alternativ til bilen,” siger John Guldhammer Olesen.
Hos NT betragtes samarbejdet som et godt eksempel på, hvordan kollektiv transport kan understøtte virksomheder og organisationer, der ønsker at arbejde mere bæredygtigt.
Samarbejdet omfatter rejser med NT-busser og NJ-tog i hele Region Nordjylland og tilbydes i forbindelse med møder, konferencer, seminarer og lignende arrangementer på Hotel Viking.
