Flexhandicap

Flexhandicap er et tilbud til dig, der er handicappet, blind eller svagtseende. Når du er godkendt til Flexhandicap af din kommune, kan du blive kørt fra adresse til adresse, når du har behov for det. Du kan blive kørt døgnet rundt alle ugens dage, og har op til 104 årlige ture til rådighed.

Godt at vide

Om Flexhandicap

  • Du kan bestille din Flexhandicap senest 2 timer før ønsket afhentning og tidligst 14 dage før. Der er dog særlige regler og bestillingsfrister for kørsel i julen og til nytår.
  • Hvis vi ikke kan hente dig på præcis det ønskede tidspunkt, bliver det højst 15 minutter før og senest 60 minutter senere. Du får oplyst, hvornår vi kan hente dig, ved bestilling.
  • Hvis du skal nå en aftale, en lægetid eller lign. til et bestemt tidspunkt, skal du bare oplyse det, når du bestiller turen. Så planlægger vi turen, så vi er sikre på, at du ikke kommer for sent.
  • På rejsedagen skal du være klar til at køre fra 5 minutter før det aftalte tidspunkt. Trafikken kan drille, så vi kan være op til 15 minutter forsinkede.
  • Hvis du har et fast behov for Flexhandicap, kan du lave en fast aftale ved at ringe til os.
Husk godkendelse fra kommunen

Bestil Flexhandicap

Hvis din kommune har godkendt dig til Flexhandicap, kan du oprette dig som bruger på NT.Flextrafik.dk. Så kan du bestille din tur, når det passer dig. Du får ovenikøbet rabat, når du bestiller online.

Når du er oprettet, kan du også bestille dine ture i Flextrafik app, som du kan få, hvor du plejer at hente dine apps.

Opret dig på NT.flextrafik.dk 

Du kan også bestille Flexhandicap ved at ringe til os på telefon 98 10 15 55 alle ugens dage kl. 8-18. Ture over regionsgrænsen kan kun bestilles ved at ringe til os.

Læs mere om hvor du kan henvende dig, for at ansøge om at blive godkendt til visiteret kørsel med Flexhandicap i din kommune.

Yderligere information

Flexhandicap er kollektiv trafik for fysisk handicappede, blinde og svagtseende, der er godkendt til ordningen af kommunen. I Flexhandicap kører du sammen med andre, der skal samme vej. I kører muligvis en omvej for at hente eller aflevere andre. Derfor tager turen som regel længere tid, end hvis du kørte i en privat bil.

Det er din kommune, der kan godkende dig til Flexhandicap. Kontakt din kommune for at ansøge om at blive godkendt til Flexhandicap.

Hvis din kommune giver dig afslag på din ansøgning, kan du klage over afslaget. Du skal kontakte kommunen vedr. din klage.

Kontakt din kommune

Kommune/Region Mailadresse Telefonnummer
Brønderslev raadhus@99454545.dk 99454545
Frederikshavn borgerservice@frederikshavn.dk 98455000
Hjørring hjoerring@hjoerring.dk 72333333
Jammerbugt raadhus@jammerbugt.dk 72577777
Læsø kommunen@laesoe.dk 96213000
Mariagerfjord raadhus@mariagerfjord.dk 97113000
Morsø kommunen@morsoe.dk 99707000
Rebild raadhus@rebild.dk 99889988
Thisted thistedkommune@thisted.dk 99171717
Vesthimmerland post@vesthimmerland.dk 99667000
Aalborg aalborg@aalborg.dk 99313131

Flexhandicap kører fra og til enhver adresse i Region Nordjylland og Region Midtjylland.

Du kan rejse internt i alle de andre regioner i Danmark til samme pris og efter samme regler som hos NT. Kontakt os på telefon 98 10 15 55 for bestilling af rejser internt i Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Rejser til Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden

Hvis du skal krydse regionsgrænserne på ture til/fra Region Syddanmark, Region Sjælland eller Region Hovedstaden, bliver rejsen sammensat af Flexhandicap og en bus- eller togrejse. Du skal bestille turen senest 5 hverdage og tidligst 2 måneder før afrejse på telefon 98 10 15 55 kl. 08.00-15.00.

Den del af rejsen, der er med bus eller tog, skal du selv bestille og betale for. Kørslen til og fra bussen eller toget /bus bestilles hos os og betales efter den aktuelle pris for Flexhandicap.

Prisen for en flexhandicap tur afregnes pr. kilometer og du får oplyst prisen på din rejse ved bestilling.

Hvis du er oprettet som bruger, kan du også se prisen ved at lave en bestilling på NT.Flextrafik.dk eller i Flextrafik appen. Husk at afbestille turen, hvis du kommer til at gøre bestillingen færdig uden at skulle bruge den

Gratis at medbringe børn
Du kan tage op til to børn under 12 år med gratis. Medrejsende børn mellem 12-15 år rejser til halv pris. Hvis du skal have børn med, skal du bestille turen pr. telefon.

Aktuelle priser
Det koster 5 kr. pr. kilometer pr. rejsende.  Minimumsprisen er 45 kr. pr. rejsende.

Priserne er gældende fra 21. januar 2024.

Hvis du bestiller Flexhandicap på NT.flextrafik.dk eller i Flextrafik appen får du 10 % rabat.

Se video for hvordan du opretter dig som bruger herunder:

Du betaler med betalingskort ved bestilling i Flextrafik appen eller på NT.flextrafik.dk

Hvis du bestiller pr. telefon, skal du betale i vognen. Du kan betale med de fleste betalingskort eller med kontanter. Betalingen skal ske ved afhentning. Hav altid lige penge med, hvis du betaler kontant, for chaufføren har kun et lille beløb med i byttepenge.

Hvis du bestiller Flexhandicap på NT.flextrafik.dk eller i Flextrafik appen, får du 10 % rabat på turen.

Hvis du ikke skal bruge din bestilte tur, skal du huske at afbestille den. 

  • Afbestil på nt.flextrafik.dk eller i Flextrafik appen, hvis du har bestilt turen der.
  • Ring til os på telefon 98 10 15 55, hvis du har bestilt turen pr. telefon.

Ved afbestilling mere end 2 timer før det planlagte tidspunkt for afhentning, får du pengene tilbage for turen.

Hvis der er mindre end 2 timer til afhentning, vil vi stadig gerne vide det, hvis du alligevel ikke skal med. Ring til os på telefon 98 10 15 55. Så slipper chaufføren og de andre i bilen for at køre en forgæves omvej efter dig.

Hvis du bruger hjælpemidler som fx. rollator, kørestol eller lignende, kan de også medbringes i Flexhandicap. Du skal blot oplyse det ved bestilling.

Hvis du bestiller din tur på NT.flextrafik.dk eller i Flextrafik appen, kan du kun bestille plads til ét hjælpemiddel. Hvis du skal have mere end ét hjælpemiddel med, skal du ringe til os på telefon 98 10 15 55 efter bestillingen.

På rejsedagen skal du være klar til at køre fra 5 minutter før det aftalte tidspunkt for afhentning. Trafikken kan drille, så vi kan være op til 15 minutter forsinkede.

Hvis du ikke er klar til at køre, når vognen kommer, eller hvis chaufføren ikke kan finde dig ved adressen og heller ikke kan komme i kontant med dig, kommer du til at hæfte for turen. Det gør du også, hvis du ikke afbestiller turen senest 2 timer før det aftalte tidspunkt for afhentning.

Hvis Flexhandicap ikke er kommet senest 15 minutter efter det aftalte tidspunkt for afhentning, skal du kontakte os på telefon 98 10 15 55.

Hvis Flexhandicap bliver mere end 35 minutter forsinket ift. det aftalte afhentningstidspunkt, kan du benytte vores Rejsegaranti. Det betyder, at du kan bestille en almindelig taxa eller få en til at køre dig og få udgiften refunderet. Du kan læse mere om Rejsegaranti her.

Rejsegarantien dækker ikke fly -, færge- eller togbilletter. Rejsegarantien dækker heller ikke hotelophold og lign.

Når du bestiller, skal du oplyse, hvor mange I er. Du må have op til 5 medrejsende med på en tur.

Du må medbringe bagage svarende til en stor kuffert plus en lille taske, som du kan have på skødet. Husk at oplyse det ved bestilling, hvis du har bagage med. Hvis du medbringer hjælpemidler, skal du også oplyse det ved bestilling.

Kommunen kan godkende dig til ekstra service. Det kan fx være, hvis du har brug for at medbringe kørestol eller få ekstra hjælp af chaufføren. Du kan også blive godkendt til at tage en ledsager med gratis, hvis du har et særligt behov for hjælp på turen.

Cykler kan ikke medbringes i Flexhandicap.

Du kan medbringe en barnevogn/klapvogn, når du rejser med et barn. Husk at oplyse det ved bestilling, hvis du har en barnevogn eller klapvogn med.

Hvis dit barn skal sidde i en autostol eller på en selepude på turen, skal du selv medbringe den og sikre dig, at dens muligheder for bespænding overholder gældende lovkrav.

Førerhunde, servicehunde og små dyr i tasker/bokse kan medbringes. Det er gratis.

Med en “trappetjener” (trappemaskine) kan vi hjælpe dig op og ned af trapper, hvis du er dårligt gående eller er kørestolsbruger. Trappetjeneren kan kun bruges til sammenklappelige og manuelle kørestole.

En trappetjener koster 250 kr. ekstra pr. tur i egenbetaling.

Hvis der er behov for en trappetjener, skal du bestille den senest et døgn og tidligst 14 dage før afgang. Du kan ikke bestille en trappetjener til den 24. og 31. december.

Hvis du har brug for kørsel den 24. og 31. december 2023, skal du bestille din kørsel på telefon 72 48 92 48 kl. 8.00-18.00 i et bestemt tidsrum fra medio til ultimo november.

Vi opdaterer dette afsnit med tidspunktet for 2024 i løbet af efteråret.
Ved bestilling får du oplyst, hvornår vi kan hente dig ift. det ønskede tidspunkt.

Du skal være klar til at køre fra 30 minutter før det aftalte tidspunkt på rejsedagen.

Telefonerne er lukket den 24. december. Alle øvrige dage er de åbne fra 8.00-18.00

Hvis du har bestilt en tur den 24. december, som du alligevel ikke skal bruge, skal du huske at afbestille senest den 21. december. Hvis du afbestiller senere end den 21. december, koster det et gebyr på 250 kr. pr. tur.