Bussen er ikke dukket op, og du skal nå en vigtig aftale. Panikken begynder at brede sig, for der er en time til næste afgang. Hvis du skal vente på den, kommer du helt sikkert for sent. Heldigvis har NT rejsegaranti, så du ringer efter en taxa eller en ven, der kan køre dig. Tidligere fik du efterfølgende dækket op til 350 kr. af taxaregningen eller op til 100 kilometers kørsel i privat bil, men fra 1. juni 2024 får du dækket det hele.
- Forbedringen af vores rejsegaranti er med til at gøre det lettere og enklere at benytte den kollektive trafik. Det giver vores kunder en større tryghed, når de ved, at de stadig kan komme sikkert frem, hvis vi ikke kører som lovet. Og at det ikke kommer til at koste dem ekstra, siger NT’s direktør, Thomas Eybye Øster.
Mere end 20 minutter forsinket
Tilbuddet om rejsegaranti gælder, hvis bussen, toget eller flexvognen er blevet mere end 20 minutter forsinket. Den gælder også, hvis man har misset et skifte pga. forsinkelse, eller hvis bussen er kørt forbi uden at standse, og man samlet set er blevet mere end 20 minutter forsinket.
Man skal selv ringe efter en taxa og selv lægge ud for turen. Efterfølgende søger man om at få tilbagebetalt sit udlæg via NTrejse.dk.
Man kan også få en ven til at køre sig eller låne en bil, og få betaling pr. kørt kilometer. Afregningen sker efter Statens høje takst. I det tilfælde er det føreren af bilen, der kan søge om kilometerpengene.
Ved hver ansøgning tjekker NT data fra bussen eller toget. Der bliver bl.a. tjekket, hvornår den kørte fra stationen eller stoppestedet, og om det passer med den forsinkelse, der står i ansøgningen. Der er derfor lidt sagsbehandlingstid, men langt de fleste får deres udlæg retur indenfor 14 dage.
NT opfordrer i øvrigt alle, der bliver mere end 20 minutter forsinket pga. forsinkelser i busser, tog eller flexvogne til at benytte sig af rejsegarantien.
Du kan læse mere om rejsegarantien her