Fra den 17. januar 2026 bliver det lettere at rejse på tværs af Nordjylland – helt fra Skagen til Hobro – uden at skulle skifte tog. Det sker, når Nordjyske Jernbaners regionaltog udvides til også at køre mellem Skørping og Hobro som led i det kommende køreplanskifte. Samtidig ændrer DSB deres standsningsmønster mellem Aalborg og Hobro for at skabe hurtigere forbindelser mellem landsdelens største byer.
Baggrunden for ændringerne er et ønske fra DSB og Trafikstyrelsen om en mere effektiv køreplan, hvor færre stop reducerer rejsetiden mellem Aalborg og Aarhus – og videre mod København. Det giver en mere strømlinet fjerntrafik, mens man i regionen fremover vil opleve, at de lokale stationer mellem Aalborg og Hobro betjenes af regionaltog.
- Ændringerne betyder, at Hobro bliver en del af det sammenhængende nordjyske regionalnet for første gang, hvilket vi håber vil være medvirkende til at sikre endnu bedre sammenhæng og større fleksibilitet for borgerne i hele landsdelen. Man vil i praksis kunne rejse fra Skagen til Hobro uden at skulle skifte tog, hvilket vi håber kan være med til at give en mere behagelig og direkte rejseoplevelse, fortæller Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos NT, der ejer Nordjyske Jernbaner.
Styrket sammenhæng i hele landsdelen
Med den nye køreplan vil IC-togene fremover kun stoppe i Hobro, Skørping og Aalborg i Nordjylland. Det betyder kortere rejsetid for fjerntrafikken og en mere robust planlægning – blandt andet fordi de regionale rejsende mellem Aalborg og Hobro fremover betjenes af Nordjyske Jernbaners tog, som kører på en kortere strækning.
– Vi forventer, at mange lokale rejsende vil opleve en mere punktlig togdrift, fordi regionaltogene ikke er påvirket af forsinkelser sydfra. Det giver en mere forudsigelig hverdag for de pendlere, der dagligt benytter togene mellem byerne i landsdelen, fortæller Ole Schleemann.
Udvidelsen af regionalnettet betyder også, at regionaltoget, som i dag kører mellem Hirtshals og Aalborg, fremover fortsætter hele vejen til Skørping på hverdage i dagtimerne. Dermed bliver det muligt at rejse direkte fra Hirtshals, Hjørring og Brønderslev til Skørping uden skift. Samtidig får Aalborg Lufthavn en markant styrkelse af togtrafikken, da både IC- og lyntog fremover kører direkte til lufthavnen, hvilket giver nye rejsemuligheder til og fra blandt andet Hobro, Randers og Aarhus.
– Den direkte betjening af lufthavnen er et stort løft for hele regionen. Det bliver lettere at komme til og fra lufthavnen med tog, og det styrker den samlede tilgængelighed i landsdelen – samtidig med at lufthavnens opland udvides markant, afslutter Ole Schleemann.
For at frigøre ressourcer til udvidelsen af Nordjyske Jernbaners regionaltog vil der i ferieperioderne være timesdrift på regionalnettet i stedet for halvtimesdrift.
Dette ændrer sig i togdriften fra 17. januar 2026
Regionaltog
- RE75, der i dag kører fra Skagen til Aalborg, udvides til at køre hele vejen fra Skagen til Hobro
- RE76, der i dag kører fra Hirtshals til Aalborg, udvides, så der køres fra Hirtshals til Skørping
IC- og Lyntog
- IC-tog stopper kun i Hobro, Skørping og Aalborg
- Aalborg Lufthavn betjenes af både IC- og lyntog
Lokale stationer
- Arden, Støvring, Svenstrup og Skalborg betjenes fremover kun af regionaltog. Dog vil to IC-tog i morgentimerne fortsat standse i Arden, i retning mod Aalborg.
Ferieperioder
- Regionalnettet kører timesdrift i stedet for halvtimesdrift på hverdage i myldretiden.