Hvordan er tilfredsheden med den kollektive transport på tværs af bus, tog, letbane og metro i Danmark? Både i forhold til hvordan kunderne generelt oplever den kollektive trafik, og hvordan de oplever sammenhængen, når de benytter flere transportmidler på en rejse?
Analysen afdækker kundernes tilfredshed med de enkelte trafikvirksomheder. Det giver de enkelte virksomheder mulighed for at benchmarke sig indbyrdes, blive inspireret og lære af hinanden og dermed følge op på, hvordan vi løbende gør kundeoplevelsen med kollektiv transport endnu bedre.
Analysen viser, at kunderne hos Nordjyllands Trafikselskab er de mest tilfredse buskunder, og at Nordjyske Jernbaner har de mest tilfredse togkunder i Danmark. Antallet af kunder, der er så tilfredse med os, at de vil anbefale os til andre, er steget siden sidste måling, og kunderne føler sig i det hele taget godt behandlet, når de rejser med os.
Noget af det, der har betydning for tilfredsheden – og det gælder alle kunder i landet – er, hvor let det er at finde rundt i køreplaner og billetkøb, og her viser analysen, at mange mener at de forskellige landsdækkende mobilløsninger forbedrer deres oplevelse.
Analysen er landsdækkende og går på tværs af trafikvirksomheder og transportformer. Den er gennemført online og omfatter kunder, som bruger kollektiv transport minimum en gang årligt. Analysen er gennemført af analyseinstituttet Wilke og baserer sig på ca. 12.000 besvarelser.
Kundetilfredshed i den kollektive trafik 2024 1.pdf(pdf)
God læselyst