Kunsten Museum of Modern Art Aalborg og Nordjyllands Trafikselskab (NT) indgår nu et nyt samarbejde. Når gæster køber deres entrébillet til Kunsten online, får de automatisk en gratis transportbillet, som giver adgang til at rejse med alle NT-busser og NJ-tog i hele Region Nordjylland på dagen for museumsbesøget. Man viser blot sin museumsbillet i bussen eller toget.
Årskortholdere kan også få adgang til en gratis NT-transportbillet ved at hente en personlig rabatkode på kunsten.dk/NT-billet. Billetten giver adgang til fri transport i løbet af én valgfri dag – både ud og hjem.
Samarbejdet er et pilotprojekt, der løber til og med 31. december 2026.
Formålet med ordningen er at skabe bedre sammenhæng mellem kultur og mobilitet i Nordjylland. Samtidig skal initiativet gøre det lettere for både lokale og turister at vælge den kollektive transport og bidrage til den grønne omstilling.
”Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt at besøge Kunsten – også uden bil. Med den her aftale kan vores gæster tage bussen eller toget gratis og få en mere afslappet rejse til og fra museet. Samtidig fjerner vi noget af presset på parkeringspladserne og understøtter en mere bæredygtig måde at tage på museum,” udtaler Lasse Andersson, direktør på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.
Gratis transport til 75 institutioner
Samarbejdet omfatter også gratis transport for de i alt 75 nordjyske skoler, der skal besøge Kunsten i forbindelse med et undervisningsforløb om Kunstens kommende, storslåede Picasso-udstilling.
NT er glade for, at kollektiv transport kan være med til at bakke op om regionens kulturliv.
”Hos NT arbejder vi for, at den kollektive trafik skal være et nemt og attraktivt valg i hverdagen såvel som i fritiden. Samarbejdet med Kunsten er et godt eksempel på, hvordan vi sammen med stærke nordjyske aktører kan gøre det lettere for flere at vælge bus og tog til store oplevelser,” siger Sarah Guldhammer, leder for Marketing & Kommunikation hos Nordjyllands Trafikselskab.
Med samarbejdet ønsker Kunsten og NT at styrke tilgængeligheden til kulturlivet, mindske biltrafik og skabe en mere miljøvenlig vej til store kunstoplevelser.