Rekord på linje 2

Passagerrekord i Plusbussen: Flåden udvides nu til 15 busser

25-09-2026

Aldrig før har Plusbussen i Aalborg transporteret så mange passagerer. Snart er den sidste af to ekstra Plusbusser klar til at blive sat i drift.

Plusbussen i Aalborg

Plusbussen har nu 17.500 rejsende på de travleste dage

Passagertallet i Plusbussen er steget markant siden den første køretur 23. september 2023. Udviklingen ser ud til at fortsætte i takt med, at flere patienter, besøgende og medarbejdere benytter forbindelsen til Hospitalsbyen. På de travleste dage i 2024 og 2025 rundede Plusbussen 16.000 rejsende. I september i år har Plusbussen flere gange sat passagerrekord med op til 17.500 rejsende på en dag.

I første halvår af 2026 havde Plusbussen knap 1,94 millioner passagerer mod 1,60 millioner i samme periode i 2024, svarende til en stigning på 21 procent.

Passagervæksten understreger behovet for mere kapacitet på Aalborgs mest benyttede buslinje, og nu er den sidste af de to ekstra indkøbte Plusbusser ankommet til Aalborg, hvor Tide Bus er i gang med at klargøre den til drift. Plusbus-flåden består således nu af 15 af de knap 25 meter lange elbusser.

"Vi har aldrig transporteret så mange passagerer med Plusbussen som nu, og derfor er det glædeligt, at flåden bliver udvidet med to ekstra busser. Det giver os mulighed for at tilbyde bedre kapacitet og kortere ventetid for kunderne i myldretiden på strækningen mellem Hospitalsbyen og Væddeløbsbanen," siger Ole Schleemann, direktør for Kunder og Drift i Nordjyllands Trafikselskab (NT).

Allerede i maj 2025 besluttede Aalborg Kommune, Tide Bus A/S og NT at investere i de to ekstra Plusbusser. Beslutningen blev truffet i god tid, da leveringstiden på busserne er omkring et år.

Afgang hvert 3 ¼ minut i myldretiden
Ved køreplansskiftet efter sommerferien er køreplanen på linje 2, som Plusbusserne betjener, blevet udvidet. Om morgenen er der indsat to ekstra afgange mod Hospitalsbyen, mens der om eftermiddagen er indsat fire ekstra afgange mod Væddeløbsbanen.

Normalt kører Plusbussen hvert 7½ minut i myldretiden. Med de ekstra afgange er ventetiden på de travleste tidspunkter reduceret, så der blot er 3¼ minut mellem afgangene.

”Plusbussen viser sit værd og spiller en stadig større og større rolle for den samlede mobilitet i Aalborg. Den er ikke blot en del af Aalborgs grønne omstilling men også en helt nødvendig transportform, der hver dag transporterer tusindvis af borgere til og fra arbejde, studier, fritidsaktiviteter mv.,” siger Jan Nymark Rose Thaysen, Rådmand for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune og fortsætter:

”Hver gang bussen vælges frem for bilen, skaber det samtidig plads til de borgere, der ikke kan undvære deres bil som transportmiddel. På den måde er Plusbussen med til at sikre god fremkommelighed for andre transportmidler. De stigende passagertal viser, at Plusbussen gør en reel forskel i hverdagen, og mon ikke flere passagerrekorder snart bliver slået.”