REJSEKORT

Rejsekort som app stormer frem

05-02-2025

Rejsekort som app har hurtigt vundet indpas blandt nordjyder i alle aldre, og der er nu foretaget mere end 500.000 rejser med appen i alt. Ser man på, hvor appen bliver brugt mest, er der særligt én strækning, der skiller sig ud. Det er Plusbussen på linje 2 i Aalborg mellem Aalborg St. og AAU Fibigerstræde.

Med lanceringen af Rejsekort som app fik kunderne i den kollektive trafik opfyldt et længerevarende ønske om et digitalt alternativ til det velkendte plastkort. Med appen er det blevet lettere og enklere end nogensinde før at rejse med kollektiv transport – og det har nordjyderne i den grad taget til sig. Mere end 35.000 nordjyder har downloadet Rejsekort som app, og den 5. februar rundede NT en halv million rejser på appen.

 Appen er ikke overraskende populær blandt de unge. Særligt én rute har vist sig at være populær blandt app-brugerne: Plusbussen i Aalborg på strækningen mellem Aalborg St. og AAU Fibigerstræde. Appen blev lanceret i april 2024, og siden da har ca. 100.000 af rejserne på strækningen været med appen.

 Let og enkelt – også for de ældre

Det der måske er mere overraskende er, at de ældre også er flittige brugere af appen. Ca. 10 % af rejserne med appen i Nordjylland er foretaget af pensionister på 67 år eller mere.

 Et af NT’s helt klare mål er, at det skal være let og enkelt at benytte den kollektive trafik i Nordjylland. At så mange fra både den yngre og ældre generation har taget appen til sig og bruger den flittigt, er en god indikation på, at appen bringer NT et stort skridt i den rigtige retning.

”Hvis flere skal benytte den kollektive trafik, skal vi sikre, at det er så let og enkelt som muligt at købe en billet. Rejsekort som app har længe været efterspurgt af kunderne, og at den allerede nu er blevet så stor en succes, og at så mange i alle aldre benytter den, er vi selvfølgelig enormt glade for,” siger Thomas Øster, der er direktør hos Nordjyllands Trafikselskab.

Ingen overraskelse

Hos NT er ikke den store overraskelse, at det er Plusbussen mellem det centrale Aalborg og AAU, der trækker en stor andel af rejserne med den nye app.

 "Den mest populære rute mellem Aalborg St. og Fibigerstræde ved AAU er en vigtig forbindelse for byens universitetsstuderende, og med Rejsekort-appen er det blevet endnu nemmere at komme til- og fra studiet. Appens funktioner gør det muligt at skifte transportmiddel uden at skulle huske at checke ind igen, og det gavner særligt dem, der skal skifte transportmiddel på Aalborg Station på deres vej til Universitetet,” fortæller Thomas Øster.

Plusbussen, der er Danmarks første ægte BRT-forbindelse, blev indviet i september 2023. Den er i øjeblikket den mest benyttede busrute i hele Nordjylland.

Nye funktioner på vej

Fremtiden for Rejsekort-appen byder på flere nye funktioner, der vil gøre det endnu nemmere at rejse i hverdagen. I løbet af foråret bliver det muligt at checke børn, cykler og hunde ind samt at checke flere rejsende ind ad gangen. Senere på året bliver det også muligt for personer med handicap og førtidspensioner at rejse med den rette rabat direkte i appen.

”Vi ser frem til at få flere funktioner ind i appen, så endnu flere kunder kan benytte den og få endnu lettere ved at tage med bus og tog,” siger Thomas Øster.

 Fakta om Rejsekort som app

Sådan virker Rejsekort som app

·        Check ind og ud sker med et swipe i appen og ikke på de blå Rejsekortstandere

·        Du kan nøjes med ét check ind på hele rejsen, også selvom du skifter mellem bus, tog, metro og letbane

·        Du kan rejse med appen, hvis du er over 18 år og kan betale med enten betalingskort eller MobilePay

·        Afregning for dine rejser sker én gang i døgnet med betalingskort eller MobilePay

·        Appen kan minde dig om at checke ud, hvis du slår funktionen Smart check ud til. Har du glemt check ud, bliver du checket ud kl. 04.00, hvis du er checket ind inden kl. 22.00. Vi anbefaler at du checker ud, så snart din rejse er færdig

Rabat på rejser

·        Er du 67 år og derover, kan du få pensionistrabat på dine rejser

·        Du kan overføre dit rabattrin fra dit Rejsekort som kort til Rejsekort som app og dermed rejse til samme pris.

·        Er du mellem 18 og 25 år kan du få rabat i særlige tidsrum og på udvalgte rejser, primært i Jylland og på Fyn

·        Du får rabat ved rejser udenfor myldretiden. Det vil sige på hverdage mellem kl. 11-13 og kl. 18-07 og lørdag, søndag og helligdage.